De små ændringer gør forskellen!


Vi sluttede del to af artikelserien om motivation og mindset med at kaste lys over følgende: ”Vores mindset er kort og godt årsagen til, at vi enten lykkes eller ikke lykkes.”

Enhver ”jeg kan ikke” vil altid kunne brydes ned i mindre bidder og bygges op igen – sten for sten, skridt for skridt. Et af de sværeste, men hyppigste fikserede mindsets er overbevisningen om, at ”jeg er nødt til at gå all-in på det her! Nødt til at give mig 100% fra dag 1!”.

Hvis ikke vi er villige til at indtage en mere dynamisk tankegang og se en anden virkelighed, er vi fanget. Ingen kan vende deres rutiner 100% i første hug, og jo mere dynamiske vi er i vores mindset, desto større chance er der for at definere vores egne, realistiske succeskriterier, som kan bygges på:

Små skridt er vejen frem!

”Hvis nu jeg starter på 3%, så er det stadig 3% mere, end hvad jeg har gjort hidtil. Fedt for mig! Hvis jeg kan holde min målsætning i to uger… det er mit succeskriterie. Når jeg har opfyldt det, lægger jeg 2-3% yderligere oven i. FEDT! Det er rent faktisk realistisk det her. Det er overskueligt. Det kan lade sig gøre. Jeg glæder mig til at komme i gang og bevise, at jeg kan!!”

Ovenstående er et eksempel på et dynamisk mindset. Hvad de 3% helt konkret dækker over vil være meget forskelligt fra person til person. Det vigtigste er, at målsætningen er REALISTISK og indeholder en form for ÆNDRING i ens hverdag.

De 3% kunne fx være:

  • 10 min gåtur 3 gange om ugen
  • 20 min gåtur dagligt
  • 10 min gåtur og 10 min styrketræning hjemme på stuegulvet skiftevis 6 gange om ugen
  • Spise en gulerod om dagen
  • Spise en skål salat til aftensmaden
  • Spise en skål salat til aftensmaden + en gulerod sammen med alle øvrige måltider

Nysgerrig og åben

Det dynamiske mindset er positivt, udfordrende, nysgerrigt og altid åbent for forslag. Det dynamiske mindset formår at give guldkorn ud af selv de situationer, som for det fikserede mindset synes ubetydelige og overflødige.

Uanset hvad vi vælger som målsætning, er det vigtigt, at vi vurderer 90-100% chance for succes. Succes’er styrker vores selvtillid og giver os lyst til at tage næste skridt. Fiaskoer gør det modsatte – de svækker vores selvtillid og får os til at styrke vores negative mindset ved at fortælle os selv, at vi er uduelige.

Derfor spørg dig selv – og skriv meget gerne ned:

1) I hvilke situationer indtager du et fikseret mindset? (ift. kost, socialt, arbejde, fritid, andet…)
2) I hvilke situationer hjælper dette mindset dig til at nå dine mål?
3) I hvilke situationer bremser det dig?
4) I hvilke situationer indtager du et dynamisk mindset?
5) Hvilken én situation fra punkt 3 vil du kunne vende til noget dynamisk ved hjælp af dine erfaringer fra punkt 4?

Powerful stuff! Hvis du er åben over for nye måder at tænke på…

Relaterede artikler:
Motivation og mindset – hvad er det i virkeligheden? Del 1 af 3
Motivation og mindset – hvad er det i virkeligheden? Del 2 af 3

 

Del artiklen – klik herunder