Gå dig slank!

Kender du det, at det kan være svært at komme i gang med træningen? På trods af, at du har alle intentionerne og var i besiddelse gå-på-modet, da du planlagde din kommende “træningskarriere”? Og alligevel blev det ikke til noget – heller ikke denne gang… Bare rolig! Det er der råd for. Trøst dig allerede nu med, at det faktisk er muligt -endda at foretrække- at starte dit vægttab med: At gå dig slank!

Du er ikke alene!

På samme måde som en for voldsom kostomlægning forstyrrer vores hverdags mønstre, således vil også vilde planer om en ny hobby, en ny livsstil eller en ny “træningskarriere” stresse hjernen og de mønstre og vaner, den har bygget op gennem tiden. (og ja, jeg skriver “træningskarriere” i anførselstegn, da vores vores velmente planer ofte stikker af i en retning, der er en OL-atlet værdig i både mængde og intensitet).

 

Action Steps! Din planlægning bliver et non-issue!

Uanset om vi snakker kost eller træning, skal dit første Action Step afspejle det, du realistisk set er i stand til. Fysisk, praktisk og tidsmæssigt.

Her brillerer den daglige gåtur ved at være en nem og ukompliceret træningsform, som:

  • ikke kræver yderligere teknisk introduktion
  • ikke kræver særlig påklædning, ud over hvad vind og vejr dikterer
  • ikke koster kontingent
  • minimerer planlægning
  • fjerner transporttid til og fra træningscenteret
  • kan udføres når som helst (om morgenen, i din frokostpause, efter arbejde, før sengetid)
  • kan udføres hvor som helst (der er dog omgivelser som er at foretrække frem for andre – det kommer vi til)
  • kan udføres sammen med en partner, kammerat eller veninde
  • Brug det som en anledning til også at give hunden lidt ekstra motion. Den elsker det!
  • med fordel kan bruges af nybagte mødre, når den lille ny skal have en mundfuld frisk luft 🙂

Det er med andre ord nemt at planlægge sit første Action Step, som i bund og grund blot skal diktere, hvor lang tid hver gåtur skal tage. Det kan være 10, 15, 20, eller 30 minutters daglig gåtur. Det er mindre vigtigt. Det vigtige er, at du sætter et realistisk startmål. Dette mål kan altid “tunes” senerehen. Det vigtig er, at du kommer i gang!” (bogstaveligt talt…).

Men kan man virkelig tabe sig af bare at gå?!

Ja! Og nej… Det er klart, at der skal være sammenhæng i det hele. Spiser du for meget i forhold til hvor meget energi, du bruger i løbet af en dag, kan du gå nok så meget uden resultater.

Forudsætter vi til gengæld, at du -sideløbende med dine gåture- arbejder med at normalisere din kost, da vil disse to delopgaver tale sammen og understøtte hinanden.

Normaliseringen af din kost vil gradvist nedsætte kalorieindtaget til det normale – det, du reelt set har brug for. Og samtidig vil den daglige gåtur forbrænde kalorier. Kalorier som du ikke tidligere har forbrændt, vel at mærke!

Tabte 25 kg

Jeg har til dags dato endnu ikke mødt en studerende (jeg betragter mine kunder/klienter som studerende i deres eget liv, udvikling og velbefindende), som ikke er blevet nærmest afhængig af den daglige gåtur. Man bliver simpelthen glad i låget!

Sanne skriver således: “For en uges tid siden besøgte jeg min læge, og han var mildest talt ved at tabe kæben, da han hørte om et vægttab på 25 kg uden en eneste form for kostomlægning. Bare en masse gåture, meget lidt træning (det kunne være mere) og så bare en masse ‘bevidsthed’.”

Sanne har, som hun skriver, ikke lagt kosten om – vi har blot modificeret den i små bidder – små Action Steps – og den primære træningsform har været nogle gode, lange gåture.

Andre fordele – Win / Win!

Ud over at forbrænde kalorier, har gåturene en række andre fordele, som ikke er til at overse:

  • Gang er en vægtbærende aktivitet, hvilket betyder, at du styrker knogler og led (modsat ikke-vægtbærende aktiviteter som cykling, svømning, cross traineren i fitness centeret, osv. Alle sammen gode træningsformer! – blot ikke vægtbærende)
  • Forebygger gigtsygdomme
  • Foregår ved så relativt lav intensitet, at du undgår voldsomme sult cravings, som ellers kan opstå efter hård træning og lede til overspisning.
  • Gang er påvist at være noget af det bedste, du kan gøre for at stresse af og koble ud. Særligt hvis du vælger “bløde” naturomgivelser, som fx skov, park eller vand, vil gåturen hjælpe dig til at tænke klart, positivt og konstruktivt (se undersøgelsen her). Du får renset tankerne og finder ofte inspiration til nye, positive tiltag i din hverdag.

 

Kom godt “i gang”

Som med al anden træning, bør man lægge forsigtigt ud for at undgå overbelastning. Er du i forvejen ikke vant til at bevæge dig ret meget, kan belastningen ved en daglig gåtur faktisk godt gå hen og blive for meget for lænd, knæ, ankler og fødder.

  1. Start med en daglig gåtur på 10-15 minutter.
  2. Vurderer du, at 10-15 minutter er langt under, hvad du kan holde til, og er du allerede fra starten af begyndt at nyde din gåtur, skru da oplevelsen op til 25-30 minutter dagligt.
  3. Hold dig til de ca. 30 minutter i en uges tid, og mærk efter, hvad kroppen siger. Er den frisk? Er lår og balder -eller måske fødderne- ømme eller trætte? Værker det i knæ, ankler eller lænd? Brug en uge til at mærke efter kroppen feed back. Er du ikke helt sikker, så giv det en uge mere.
  4. Kroppen er med, og du er så småt begyndt at blive afhængig af din daglige gåtur. Skru op til 45 min, og mærk forsat efter, hvad kroppen fortæller dig.
  5. Er du blevet HELT bidt af din daglige gåtur, stil da efter en fuld time – 60 minutters motion, frisk luft og udluftning på øverste etage.
  6. Herfra  kan du, hvis du ønsker det, begynde at flette lidt let løb ind i dine gåture 2-3 gange om ugen. Dette er ikke noget krav – blot en mulighed for at udvide din daglige udendørs oplevelse og brænde lidt flere kalorier af samtidig. Er du fortsat mere til en god gåtur, fortsætter du naturligvis bare med det.
  • Husk altid at mærke efter kroppens feed back, og tag en hviledag, hvis du kan mærke, at kroppen har brug for lidt ekstra restitution. Det er her muskler, led og knogler får lidt ekstra tid til at komme sig og restituere, så du er klar igen dagen efter.

 

God tur – og hav en god dag! 🙂
Thomas

Del artiklen – klik herunder